TOG DIG FOR
GIVET – BRINCK
(Mermaid
Records)
København, 2. marts 2012
Kære alle
Nu er det tid til, at den stilhed, der
længe har omgivet mig og min musik, endelig skal brydes.
Min nye single udkommer den 5. marts. Jeg er selv rigtig glad for den, og jeg
håber meget, at I vil synes det samme. Sangen hedder TOG DIG FOR GIVET, og som
titlen afslører, så er den på dansk!
Musik og tekster på dansk er noget, jeg længe har brændt for at prøve af. I min
proces med at skrive den nye plade er det faldet mig helt naturligt både at
skrive teksterne på engelsk og dansk. Mit ønske om at synge på dansk skyldes
flere ting. Dels at jeg føler, at jeg kan være endnu mere autentisk og udtrykke
mig mere kraftfuldt. Og så tror jeg bare, at folk vil have lettere ved at
relatere til min musik på denne måde. Desuden føler jeg det som et godt
tidspunkt at vove mig ud i dette stilskifte, da den danske musikscene i den
grad har åbnet op muligheden, hvilket er helt fantastisk.
Min nye single handler om, hvordan vi mennesker desværre alt for tit tager
hinanden for givet. Jeg ser en evindelig proces omkring mig, hvor vi alle på et
eller andet tidspunkt kommer til at tage kærligheden, lykken, trygheden - ja i
det hele taget alle livets små glæder for givet.
Det har været en sjov proces at skrive TOG DIG FOR GIVET. Jeg skrev den først
på engelsk, hvor den hed ”Take It or Leave It”. Det blev den første af mine
sange, der kom til at gå fra engelsk til dansk. Normalt producerer jeg selv
mine sange, spiller alle instrumenter og mixer dem. Denne gang har jeg skrevet
tekst og musik, men var samtidig så heldig, at min forlægger satte mig i
kontakt med Sune Hånsbæk, en fantastisk producer, som hjalp til med
produktionen. Siden er nummeret blevet mixet af Mads Nilsson, som i øjeblikket er
på en ”winning streak” med musikere som eksempelvis Burhan G og Medina.
Jeg håber, at I kan lide sangen ligeså meget, som jeg kan!
Kærlig hilsen,
Brinck